|
Spørgsmål og svar
Hvis du har spørgsmål til vort arbejde eller til at være sponsor for en af
vore elever, er du naturligvis altid velkommen til at kontakte os.
Nedenfor kan du læse nogle af de oftest stillede spørgsmål, så måske er
svaret på dit spørgsmål allerede her.
Hvad koster det at hjælpe en elev?
Vi har ingen faste priser på sponsorbørn, fordi det enkelte sponsorat hænger nøje sammen med, hvor meget netop dette barns forældre har mulighed for at betale for barnets skolegang, og om barnet har mulighed for at bo hjemme.
Desuden er der forskellige priser på de forskellige skoler.
Et typisk sponsorat for en dagelev i Indien koster 55 kr. og 135 kr. for
en kostskoleelev.
Kan jeg skrive breve til min elev?
Ja, vi opfordrer sponsorerne til at kommunikere med deres elev, da
dette ofte er til stor glæde både for barnet og sponsoren.
Almindelige breve når som regel frem til modtageren, men vi anbefaler, at
man ikke sender store kuverter eller pakker, da disse ofte forsvinder
undervejs til skolerne.
Hvad kan jeg sende til min elev?
Det er en god ide at
sende et billede af dig selv, dit hus, din familie, den danske natur eller
hvad du interesserer dig for. Du kan også sende f.eks. turistbrochurer fra
din by eller egn.
Små lette ting som glansbilleder, klistermærker og lign. modtages med stor
glæde af børnene.
Hvad kan jeg skrive om til min elev?
Børnene interesserer sig
meget for deres sponsor, og er meget nysgerrige efter at vide alt om det
menneske, der har valgt at hjælpe dem. Skriv derfor gerne om dig selv,
hvad du laver, ting du har oplevet, årstidernes gang, dyr osv.
Det er en god ide at stille konkrete spørgsmål til børnene, så de har
noget at skrive tilbage om.
Kan jeg sende e-mails til min elev?
Til de børn, der går på
S.D.A. Higher Secondary School i Nuzvid, er der mulighed for at sende en
e-mail til skolen på emailadresse danishaidchildren@gmail.com. Husk at
skrive barnets navn og nummer i emnefeltet, så vil din mail blive skrevet
ud og afleveret til din elev.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din elev går på denne skole, kan du sende
en mail til fonden med din forespørgsel.
Kan jeg sende pengegaver til eleven?
Ja, men vi anbefaler, at
du ikke sender pengegaver, da dette ofte medfører misundelse og splittelse
blandt både de sponsorerede og usponsorerede børn, der ikke modtager de
samme gaver.
Husk også, at 60 kr. af dit årlige sponsorbidrag går til køb af en
julegave til barnet.
Hvis du beslutter dig for alligevel at sende en pengegave, må du aldrig
sende pengene direkte til barnet, da der er en stor risiko for, at de
aldrig når frem. Betal i stedet dit beløb til os, så formidler vi det
videre.
Hvornår stopper sponsoratet?
Da vores formål er, at
eleverne færdiggør deres uddannelse, vil du kunne sponsorere din elev,
indtil han eller hun er færdig med sin uddannelse. Hvis eleven imidlertid
flytter ud af området, ikke møder i skolen eller skifter til en skole, som
vi ikke har samarbejdsaftale med, vil sponsoratet blive stoppet. Du vil i
disse tilfælde få besked så hurtigt som muligt, og du vil få tilbudt at
fortsætte hjælpen til en anden elev i stedet.
Hvad sker der, hvis jeg ikke har råd til at betale min elevs
videreuddannelse?
Det er dyrere at
gennemføre en videregående uddannelse end en grundskoleuddannelsen. Det
sker derfor ofte, at en sponsor ikke har råd til at betale for
videreuddannelsen alene. I disse tilfælde forsøger vi at finde flere
sponsorer til den samme elev, således at udgiften deles.
Kan jeg sige mit sponsorat op?
Ja, du kan altid stoppe
dit sponsorat, men du skal give os besked så hurtigt som muligt, og du må
forvente, at komme til at betale i ca. 3 måneder efter, du har opsagt, da
vi skal finde en ny sponsor til eleven, så han eller hun kan blive i
skolen.
Eleven bliver meget ulykkelig over at miste sin sponsor, og vi forsøger
derfor altid at finde en ny sponsor så hurtigt som muligt. Så snart der er
fundet en ny sponsor, skal du naturligvis ikke betale længere, heller ikke
hvis dette sker indenfor de første 3 måneder, efter at du har opsagt.
Går mit bidrag til hele familien eller kun til eleven?
I princippet går dit
bidrag kun til din elev, idet bidraget går til den enkelte elevs skolegang
m.v.
Men indirekte hjælper du hele familien, både nu, fordi familiens
begrænsede midler kan bruges til andet end din elevs skolegang, f.eks. til
mad til familien. Men du hjælper også på længere sigt, idet et barn, der
får en uddannelse, vil være i stand til at hjælpe sin familie økonomisk,
måske med uddannelse til mindre søskende.
Så din hjælp er som ringe i vandet.
|
|

|